Gå til hovedindhold

I to årtier har Havmiljøvogterne været med til at værne om danske kyster og farvande.

Gør en lille indsats med stor effekt

Bliv en del af Søværnets indsats for renere kyster og have, og sæt handling bag ordene.

Kan I løse en vigtig mission og melde ”Kysten Klar”?

Kysten Klar er en sjov aktivitet for familier, bedsteforældre og børnebørn. Her skal I på jagt efter havfald på en kyst, og I kan følge jeres fremskridt på mobiltelefonen. Når I har løst missionen, får I et fint diplom og en rapport over jeres arbejde.

Bliv Havmiljøvogter

Hvis du færdes på eller ved havet, kan du blive Havmiljøvogter og sammen med 30.000 andre være med til at undgå havfald i vores farvande, ved vores kyster og på vores strande.

Når du melder dig som Havmiljøvogter, sender vi dig alt det, du skal bruge for at vise din holdning – helt gratis!

Stop affaldet

Bliv havets ambassadør og vær et godt eksempel for andre, så vi undgår oliespild og affald i havet, som skader både dyr, miljø og mennesker. Der er alt for mange, der bruger havet som skraldespand. De mange emballager, tomme flasker, og forskellige plastikrester er ikke kun med til at skæmme vores have og strande. Affaldet udgør også en trussel for både fugle og fisk, som risikerer at blive viklet ind i affaldet eller spise sig syge i plastikresterne.

Vores håb er derfor, at alle Havmiljøvogtere vil være med til at slå et slag for miljøet ved at være et godt eksempel for andre, der færdes på strandene, ved havnene og på havet. Det kan man gøre ved at samle affald op – og selvfølgelig lade være med selv at smide noget. Havet er en vigtig del af vores økosystem, og i sidste ende kommer forureningen retur til os alle i form af svært nedbrydelige plastikstykker i de fisk, vi spiser.

Havfaldsposerne

Er du Havmiljøvogter, kan du frit hente ruller med havfaldsposer og -sække ved vores udleveringssteder i SparNord bankerne, FLID havne og øvrige steder. Du er også velkommen til at bestille flere poser i vores App eller skrive til os på Facebook. Vær dog opmærksom på, at havfaldssække ikke leveres, men skal afhentes.

Nu er der over 370 steder, du kan hente havfaldsposer og –sække.

Tag os med til dit event

Lån en af vores eventboxe. Eventboxen er til alle, der ønsker at gøre indsamling af havfald på strandene til en fællesaktivitet ved forskellige sociale sammenkomster. Eventboxene er sponsoreret af Spar Nord Fonden.

Nyttig app til dig som Havmiljøvogter

Det er nemt for dig som Havmiljøvogter at synliggøre den mængde af havfald, du er med til at fjerne fra strande og kyster. Du skal bare bruge vores app til at gøre det.

Appen er overskuelig og brugervenlig. Den kan bruges af alle Havmiljøvogtere over 13 år og kan downloades fra både  App Store og Google Play.

Du logger på med mail og adgangskode, og så kan du registre havfald, indberette oliespild, læse magasinet, finde nærmeste dispenser og meget mere.